Nyhedsbrev oktober #1
Kære Hemligtomtar

I dagens nyhedsbrev taler vi om Forsvarets redegørelser for skudepisoden ved Borris i de hektiske 'dronepanikdage', nye oplysninger om Israels personsøgerangreb i Libanon og den guldbarresvindlende CIA-mand.
Vi vil også gerne slå et slag for både Faaborg Internationale Historie Festival, hvor vi holder oplæg den 1. november, og Palmemordskonferensen 2027, som der nu er åbnet for tilmelding til. Her vil vi også holde oplæg. Du finder links til begge arrangementer nedenfor.

Søndag den 1. november gæster vi Faaborg Internationale Historiefestival på Bryggergaarden 6 i Faaborg fra kl. 12.00 til 13.30.
Oplægget handler om Palmemordet, men er - modsat andre af vores foredrag - meget begyndervenligt. Der er derfor en oplagt anledning til at tage en ven eller veninde med, som du gerne vil introducere til Palmeuniverset.

Palmemordskonferensen 2027 afholdes lørdag den 27. februar på Westmanska, Holländargatan 17 i Stockholm.
Konferencen arrangeres af Jonas Nyman. Som nævnt i dagens nyhedsbrev holder vi et oplæg på konferencen. Det endelige program er endnu ikke offentliggjort, men vil på et senere tidspunkt blive sendt pr. mail af Jonas til de tilmeldte.
Deltagergebyret er 1.000 SEK, og både frokost samt kaffe og forfriskninger er inkluderet. Der er kun et meget begrænset antal pladser til konferencen, så hvis du er interesseret i at deltage, anbefaler vi, at du tilmelder dig hurtigst muligt.
