Nyhedsbrev maj #2

Kære Hemligtomtar!
I dette nyhedsbrev runder vi mordforsøget på premierminister Robert Fico, og opridser Slovakiets rejse fra kommunisme til et moderne europæisk demokrati, der, trods denne transformation, i dag står over for udfordringer med korruption og tætte bånd til Rusland.
Og så kaster vi lys over Kinas 'Operation Fox Hunt', hvor kinesisk sikkerhedspoliti opsporer eksilkinesere globalt og tvinger dem tilbage til Kina. Med afsløringer fra en afhoppet kinesisk efterretningsagent og underbyggende oplysninger fra den internationale NGO Safeguard Defenders, er det tydeligt, at Kina strammer grebet om sine borgere globalt, og at dette potentielt kan udvikle sig til en international skandale.
Og så skal det nævnes, at der efterhånden ikke er længe til, at Det Hemmeligste tager på foredragsturné. Billetlinks kan findes længere nede i nyhedsbrevet. Der er få billetter til salg i København og Vejle - og til alle der er interesserede i Svendborg og Aalborg; kom i gang!
God læselyst!
Slidt fløjl
Den 29. december 1989 var en ubegribelig dejlig dag. To dage før var Rumæniens kommunistiske diktator blevet afsat. Og nu kunne jeg på TV se, at Tjekkoslovakiets kommunistiske styre trak sig. Uden kamp, uden massakrer, uden unødvendig konflikt. Det var som et mirakel udfolde sig for øjnene af mig, da tjekkoslovakerne samme dag udråbte en ny leder. Det var til det sidste usikkert, hvem der ville blive udset til at være det nye frie lands samlende figur, og om kommunisterne - og særligt deres forhadte sikkerhedstjeneste - ville opgive magten. Og så trådte han frem, folkets nye leder, valgt af de demokratiske organisationer som havde været drivkraften i det, der skulle blive kendt som Fløjlsrevolutionen. Det var nu min hjerne eksploderede i optimisme. Det var nemlig en poet, der trådte frem: Václav Havel.
På ingen tid var et brutalt, menneskefjendsk kommunistisk styre blevet væltet uden vold og en poet var indsat i stedet. Spørgsmålet jeg måtte stille mig selv var: Hvor fredelig og humanistisk kan verden egentlig blive? Og svaret var, at alt, hvad der var ondt og undertrykkende, kunne blive til poesi og frihed.
Nu, 34 år senere, er Slovakiet et selvstændigt land, adskilt fra Tjekkiet, og det har udviklet et europæisk demokrati og er en integreret del af både EU og NATO. Levestandarden er betragtelig højere end i Rusland, landet der undertrykte dem i årtier.
Alligevel ønsker størstedelen af befolkningen et tættere bånd med Rusland. Det samme gør regeringspartiet. Det samme gør Robert Fico, premierministeren, der blev forsøgt myrdet for få dage siden. Ficos parti er et populistisk venstrefløjsparti, der i 2014 beskyldte ukrainske fascister for at være årsagen til Ruslands invasion og besættelse af Krim.
Så, når jeg tidligere i et program har sagt, at det i dag er højrefløjen, som for eksempel i Østrig, der støtter Putin fra deres ly i Vesteuropa, er det en sandhed med modifikationer. I Slovakiet er det en midt-venstre regering, der støtter Putin og hans ageren.
En ting binder dog disse Putin-venlige partier i Vesteuropa sammen uanset politisk fløj. De er altid korrumperede.
I Slovakiet var en journalist i 2018 i gang med at afsløre korruption, der rakte ind slovakisk politi og statsadministration. Den syditalienske mafia ‘Ndrangheta etablerede flere virksomheder i landet, og journalisten Jan Kusiac dokumenterede, hvordan en af Ficos tætte medarbejdere havde været partner med ‘Ndrangheta i et slovakisk selskab. De ‘Ndrangheta-kontrollerede selskaber i Slovakiet bestak politikere og statsansatte for at kunne trække uberettiget EU-støtte ind i deres selskaber.
Men så blev journalisten skudt om natten i sin seng. Hans forlovede, Martina Kušnírová, blev likvideret samtidig.
Sagen om de italienske mafiaforbindelser betød, at Fico måtte gå af i 2018, men han er siden blevet genvalgt og var altså Slovakiets leder, da han blev skudt på klods hold af en ældre mand d. 15. maj i år. Fico svævede i mere end et døgn mellem liv og død, men lader til at overleve mordforsøget. Ifølge pålidelige medier har attentatmanden henvist til mordet på Jan Kusiac som motiv. Slovakiet kan nu meget vel have fået deres egen Palmesag.
En ting er i hvert fald sikkert: fløjlen er slidt i Slovakiet, og det er længe siden, det var poeter der regerede.
______
Muff
Kinesisk rævejagt
En gruppe agenter fra det kinesiske sikkerhedspoliti rejste i 2019 til Australien, hvor det lykkedes dem at 'overtale' en kinesisk født kvinde med australsk statsborgerskab til at rejse med tilbage til Kina. Hvad der siden er sket med den 59 år gamle kvinde, som i første omgang flygtede fra Kina i 2014, er i dag uvist.
Men hun deler skæbne med hundredvis af andre eksilkineser, som er blevet opsporet, opsøgt og overtalt af kinesisk politi til at rejse med tilbage til Kina, og blive stillet for en domstol.
Det fremgår af en rapport fra den internationale NGO 'Safeguard Defenders', som kan dokumentere 283 sager, hvor eksilkineser rundt om i verden har følt sig nødsaget til at rejse hjem, efter besøg fra en stadig mere aggressiv kinesisk sikkerhedstjeneste.
I tilfældet med den 59-årige kvinde er hun, ifølge rapporten, blevet overtalt til at rejse tilbage til Kina, fordi det kinesiske sikkerhedspoliti benyttede den velkendte taktik at chikanere kvindens familiemedlemmer i Kina, indtil hun indvilligede i at vende tilbage.
Safeguard Defenders' rapport bekræftes af noget så sjældent som en afhoppet kinesisk efterretningsagent, der har henvendt sig til de australske myndigheder, og som i sidste uge stod frem i en opsigtsvækkende udsendelse på den australske tv-station ABC.
I udsendelsen bliver han kaldt 'Eric', og han fortæller, hvordan han har fået ordrer om at lokalisere og opsøge eksilkineser i blandt andet Indien, Thailand, Canada og Australien. Alt sammen i forbindelse med Præsident Xi’s storstilede ‘Operation Fox Hunt’, som blev iværksat i 2014. Officielt er ‘Operation Fox Hunt’ en antikorruptionskampagne, men reelt er der tale om en omfattende operation, som skal bekæmpe fjender af det kinesiske styre. Fjender, der af regeringstro kinesere ganske ublu, bliver kaldt for ‘De fem giftstoffer’.
Det drejer sig om
Uighurere
Fortalere for et uafhængigt Tibet
Medlemmer af Falun Gong
Fortalere for en demokratisering af Kina
Fortalere for et uafhængigt Taiwan
Det anslås af flere menneskerettighedsorganisationer, at antallet af eksilkinesere, som mere eller mindre frivilligt er rejst tilbage til Kina, som led i ‘Operation Fox Hunt’ er så højt som 12.000 (!) siden 2014.
I det hele taget har det kinesiske styre travlt med at holde eksilkinesere i meget stramt snor. I 2022 dokumenterede en anden rapport fra Safeguard Defenders, at Kina har oprettet hele 102 ‘politistationer’ uden for landets grænser. I den forbindelse udtalte politiets efterretningstjeneste i Danmark, PET til Politiken:
“PET kan generelt konstatere, at visse fremmede stater med hjælp fra deres efterretningstjenester udfører forskellige former for overvågning og påvirkning af egne statsborgere, der opholder sig i Danmark. Det drejer sig bl.a. om flygtninge og dissidenter”.
I Australien har Safeguard Defenders rapport og den tidligere kinesiske efterretningsagents afsløringer af det kinesiske sikkerhedspoliti helt ulovlige operation på australsk jord, potentiale til at udvikle sig til en stor skandale. Det lader nemlig til, at det kinesiske politi fik tilladelse af australske myndigheder til at rejse ind i landet og opsøge kvinden.
______
AC
Oplev Det Hemmeligste live
AC og Muff afholder foredrag i en række byer rundtomkring i landet i juni.
Køb din billet nu!

Den Kolde Krig var præget af et utal af hemmelige organisationer. Mange af dem var drevet af militære efterretningstjenester, mens andre var helt selvbestaltede. Tag med på en forunderlig og foruroligende rejse dybt ind i netværk, der er det hemmeligste af det hemmelige.
Til foredraget i København vil Fordelingshatten med flere optræde.
Billetter:
D. 2. juni. — København — Campus Sigurdsgade
D. 3. juni — Svendborg — Svendborg Teater
